En Dansker i Paris; Marinus og Marianne

Marinus Jacob Kjeldgaard [1884 - 1964]

Af Niels Ole Kjeldgaard

Marinus Jacob Kjeldgaard blev født i København d. 4. september 1884.

Hans mor Cecilie Marie Appel (1856 - 1934) var født i Pughøj i Sønderjylland og hans far Niels Pedersen Kjeldgaard (1850 - 1939) kom fra Skræm i Nørrejylland, og stod i skomagerlære i Løgstør.

Begge forældrene fulgte tidens strømninger og flyttede til København, hvor de mødte hinanden og blev gift i februar 1879, en måned efter, at deres første søn var født.

Året efter løste Niels Kjeldgaard borgerskab som skomagermester i København.

I løbet af ni år fik Niels og Cecilie syv drengebørn, hvoraf Marinus Jacob var nummer fem. Han blev født i Sværtegade 5, hvor han boede til 1886, hvorefter familien flyttede til Gråbrødretorv 3 og i 1896 videre til Landemærket 9.

Alle de syv brødre Kjeldgaard var således rigtige københavnere fra den indre by, hvad der godt kunne spores på deres sprog (en god blanding af københavnsk, nord- og sønderjysk). Selv efter 50 år i Frankrig kunne dette tydeligt høres, når Marinus talte dansk.

Vi kender ikke meget til Marinus barndom og skolegang bortset fra, at han i et brev fra 1963 1 nævner, at han havde en klassekammerat der hed Nikolaj Frederik Severin Grundtvig Christiansen.

Marinus kom senere på en tegne- og malerskole og derefter på Kunstakademiet i København. Herfra kendes et portrætstudie af en ung pige fra 1906 2. I 1908 fik han et stipendium til at studere i Paris. Han beretter selv 3, at han først rejste til Berlin, hvor han så lysreklamer, hvor teksten kom frem i håndskrift, som derpå udviskede sig selv. Da hans ældste bror Peter Martin netop på denne tid havde overtaget et lukningstruet reklamebureau, vendte Marinus straks tilbage til København med ideen om at lave den slags lysreklamer sammen med broderen. Sidst i april 1908 oprettedes firmaet Brødrene Kjeldgaard A/S med Peter Martin og Marinus som medlemmer af bestyrelsen. Meget så lovende ud, men der kom åbenbart snart store gnidninger mellem Marinus og hans bror samt dennes kone, hvis hollandske familie havde finansieret firmaet. Allerede i september 1908 forlod Marinus aktieselskabet.

Det var sikkert hurtigt efter dette, at han genoptog stipendierejsen og tog til Paris, for aldrig mere at vende tilbage til Danmark.

I et interview med Marinus fra 1940 som kom i “Strand Magazine” fra London 3 fortæller han om de store økonomiske vanskeligheder han havde i Paris, hvor han knap havde penge til at leve for. Han fik dog kontakt med en dansk kunsthandler til hvem han malede kopier af mange klassiske billeder på Louvre. I 1914 satte verdenskrigen dog en stopper for denne aktivitet, og han måtte finde andet at lave. Her var han bl.a. statist på Châtelet teatret i Paris, hvor han red en hest på scenen under en af forestillingerne. Senere mødte han en mexicansk bladmand, han blev journalist og var i en årrække pariserredaktør ved en gruppe latin- amerikanske aviser.

Portræt af Marinus, fra det franske nationalbibliotek

Allerede i 1917 startede Marinus med at lave fotomontager.

Tidligt på året 1917 blev en rig fransk bladejer, som gik under navnet Bolo Pasha, anklaget for højforræderi. Han skulle have modtaget penge fra Tyskland for at skrive artikler som agiterede mod krigen i sit blad “Le Journal”. Man antog, at han havde fået pengene i New York, som han havde besøgt flere gange i løbet af årene, 1914 - 1916. På et fotografi, der blev trykt på forsiden af bladet “J’ai Vu”, ser man Bolo hilse på grev Bernstorff, den tyske ambassadør i USA. Dette blev taget som et tydeligt bevis på hans forræderi.

Dette viste sig imidlertid at billedet var et falsum, det var en fotomontage lavet af Marinus. I retten måtte han gøre rede for dette falsum. Senere viste det sig, at Bolo Pasha havde modtaget pengene fra Tyskland via en bank i Turino. Han blev dødsdømt og skudt i april 1918.

I 1920’erne boede Marinus på Montparnasse og førte nok et muntert liv. I sine erindringer fra ungdommen “Urolig sommer” skriver Hans Bendix om sit møde med Marinus i 1921 4:

“I gårdkomplekset i rue Ernest-Cresson boede på en af etagerne en dansker, Marinus Kjeldgaard, som var Pariserredaktør for et tidsskrift i Buenos Aires. Hos ham foregik der noget. Hans form for selskabelighed var ikke lydløs, og jeg meldte mig frivilligt i tummelen. Hos Marinus skjulte en yndig fransk demoiselle sit ansigt ved at vende sig om og slå kjolen op og fremvise sin poetiske bagdel.

Hun hed Marcelle Léonie, og jeg troede hun var portnerens datter i et palæ i Auteuil, hvor hun tilsagde mig til et måltid mad. Men hun var husets fribårne datter. Der var tjener til at servere de udsøgte retter, Og van Dongen malede hendes portræt. Det var højdepunktet af parisisk elite.”

Marcelle Léonie malet af Kees van Dongen
Marcelle Léonie malet af Kees van Dongen

I oktober 1932 blev den venstreorienterede ugeavis “Marianne” startet i Paris med fremragende journalister og forfattere som medarbejdere. Et af bladets kendemærker var den illustration, som fyldte en stor del af forsiden. Dette var normalt en fotomontage som kommenterede de aktuelle politiske begivenheder i Frankrig og udlandet. Da “Marianne” straks vendte sig mod Mussolini og Hitler var fotomontagerne lige fra 1933, hvor Hitler havde sejret ved de tyske valg, ofte rettet mod de tyske og italienske herskere. Disse fotomontager blev lavet af Marinus Jacob Kjeldgaard, men var næsten altid trykt uden angivelse af navnet på den, der havde lavet billedet. Baggrunden for montagerne var ofte klassiske malerier og skulpturer, og her kom Marinus eminente kendskab til disse ham til gode, et kendskab som han bl.a. havde opnået gennem sine kopieringsarbejder.

I løbet af 1930’erne flyttede han til en lille to-værelsers lejlighed på Ile-St-Louis, hvor han boede resten af sine dage. Derfor bærer bagsiden af mange af hans fotomontager stempelmærket: Marinus, 14 rue-St-Louis-en-l’Ile, Paris (4e).

Arbejdet med “Marianne” fortsatte indtil sommeren 1940, hvor tyskerne ransagede bladets kontorer i Paris, fjernede og ødelagde alt materiale.

Efter krigen i december 1945 skrev Marinus en brev, hvor han fortæller om sit arbejde 5:

“….. Jeg sender dig et eksemplar af “Strand Magazine” af marts 1940, hvor du finder på ærespladsen i midten af nummeret (side 448-458) en lang artikel om mig - with special illustrations in photogravure.

Når du har set i den artikel 1) mit fulde navn, 2) mit portræt, 3) navnet på det politiske ugeblad “Marianne”, hvis faste medarbejder jeg var - så kan du forstå, at det er et rent mirakel, at “Gestapo” - Geheime Stats Polzei - ikke fik fat i mig for at sende mig til en koncentrationslejr. Så sært er livets gang! 6 af mine kammerater fra Pariserpressen er omkomne i Buchenwalde, i Auschwitz, etc. og de var dog mindre skyldige end jeg. Flere af mine kompositioner har været offentliggjort i den amerikanske presse. “Hitler som malersvend” er blevet trykt i 140 amerikanske aviser og ugeblade, siger min agent i New York. Det franske propagandabureau købte den samme komposition og to andre, trykt i 200.000 eksemplarer hver, der som postkort blev kastet over Tyskland fra aeroplan. Jeg tjente mange penge på det og vi havde store projekter - som tyskerne satte en stopper for i juni 1940……”

Efter krigen var tiden tilsyneladende løbet fra at lave fotomontager og Marinus og hans arbejder blev glemt.

Så vidt vides, havde han et reklamebureau og skrev også artikler til en række amerikanske provinsaviser.

Marinus blev aldrig gift og havde ingen børn.

Sidst i 1963 blev Marinus meget syg, blev opereret for en svulst på halsen og døde d. 6 februar 1964 på hospitalet i Créteil, en forstad til Paris.

Niels Ole Kjeldgaard
april 2004


  1. brev af 7/8 1963 til broderen Carl Kjeldgaard ↩︎

  2. kopi i Kunstakademiets arkiv ↩︎

  3. H.J.Greenwall, Cartoon by Camera, The Work of a Famous Continental Caricaturist, Strand Magazine, London, (p448- 458), marts 1940. ↩︎ ↩︎

  4. Hans Bendix, Uroligt Sommer, p. 15, Gyldendal, 1970. Ved en fejltagelse kalder H.B. personen for Marinus Klitgaard. ↩︎

  5. brev af 16/12 1945 til broderen Christian Frederik Kjeldgaard ↩︎